-
Betjent såret af eksplosion ved synagoge i Sydfrankrig
Source: BDK Borsnyt / 24 Aug 2024 08:16:27 America/New_York
En betjent er lørdag blevet såret af en eksplosion ved en synagoge i det sydlige Frankrig, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at han er uden for livsfare. Ifølge den franske tv-station BFMTV, der har talt med en politikilde, er der tale om Beth Yaacov-synagogen i La Grande-Motte i regionen Languedoc-Roussillon. Den offentlige anklagemyndighed, som beskæftiger sig med antiterror-området, skal stå for efterforskningen. Det siger Frankrigs premierminister, Gabriel Attal. - La Grande-Motte-synagogen var mål for et angreb denne morgen, skriver Attal på det sociale medie X. - En antisemitisk handling. Igen er vores jødiske borgere mål for angreb. William Maury fra den franske politiforening Alliance Police Nationale bekræfter eksplosionen på det sociale medie X. - Et køretøj eksploderer foran en synagoge ved La Grande-Motte. En kommunal politibetjent såret. - Antisemitisme er en plage, had fører til døden. God bedring til vores kollega, skriver han. BFMTV skriver, at eksplosionen skete omkring klokken 8.30 lørdag morgen. En person skal på videoovervågning være set forlade stedet kort før eksplosionen. Desuden skal der være fundet en gasflaske i den ene af de to biler, der er udbrændt som følge af eksplosionen. Den afgående franske indenrigsminister, Gerald Darmanin, har anmodet præsident Emmanuel Macron om øget myndighedstilstedeværelse foran jødiske institutioner. - Et forsøg på brandstiftelse, der tydeligvis var kriminelt, ramte synagogen i Grande Motte i morges, skriver han på det sociale medie X og skriver, at alle kræfter sættes ind for at finde den formodede gerningsmand. Politiets bomberyddere og efterforskningsenheder arbejder stadig på stedet. Eksplosionen efterforskes ifølge AFP som forsøg på brandstiftelse. Synagogens døre brød i brand som følge af eksplosionen, men der er umiddelbart ingen meldinger om tilskadekomne inde i bygningen. Det vides ikke, hvor mange der var til stede i synagogen, da eksplosionen fandt sted. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/betjent-saaret-af-eksplosion-ved-synagoge-i-sydfrankrig